I går tog jeg mig selv i at jagte vores kat rundt i huset for at få den lukket ud. Katten ville ikke ud! Jeg blev SÅ arrig, mit hjerte hamrede, og jeg følte nærmest, at katten med vilje snød mig. Først løb den ind under sengen i soveværelset, så løb den op ad trappen og gemte sig på børneværelset, og jeg efter den… så “snød” den mig, og løb ned ad trappen og gemte sig under sengen igen, og så “snød” den mig igen igen, køb forbi mig og op ad trappen igen, ind på børneværelset. Den var tydeligvis rædselsslagen og jeg var i gang med ren dyreplageri, mens mit eget hjerte buldrede derudad af raseri. Jeg fik lukket døren til børneværelset, så katten ikke kunne “snyde” mig, og så fik jeg endelig fat i den lille Putte, og hun kom ud. Vi gik sammen ud på mit kontor i gæstehuset, hvor hun også har sin mad. Hun havde allerede tilgivet mig, hun ville kæle og spandt! Jeg var stadig rasende på dén kat… jeg rystede næsten af vrede… jeg havde ikke givet slip og var ikke klar til forsoning!
Hvem gik det mest ud over?
Senere på dagen var jeg med mine to børn, Asger og Solveig, til springgymnastik. Da vi skulle ud til bilen kunne jeg ikke finde bilnøglen i min taske. Jeg kaldte på mine Asger og Solveig, de var løbet udenfor. Asger kom, og jeg følte straks, at Solveig ignorerede mig. Jeg fortalte Asger, at jeg måtte op i omklædningsrummet og finde bilnøglen, og at han skulle sige det til Solveig. Det var han med på. Jeg gik, selvom jeg godt vidste, at der var risiko for, at Solveig ville blive ked af det, når hun ikke kunne se mig. De er begge 7 år, men Solveig er bange for at blive forladt.
Jeg ledte i omklædningsrummet, og pludselig stod Solveig ganske rigtigt dér bag mig ud tudbrølede. “Hvor var du mor?!” Jeg reagerede ved både at kramme hende for at trøste og samtidig begyndte jeg på mit, “jeg kaldte jo på dig, men du ignorerede mig … hvis du havde kommet, da jeg kaldte, var du ikke blevet bange …” og mens jeg siger disse ord ved jeg allerede godt, at jeg er galt på den. En mor kommer til os og siger, at hun havde skyndt sig at lede efter mig, fordi Solveig var begyndt at græde, og “hvad er der dog sket?” Grrrr…. hvorfor skulle den mor nu også komme! Jeg forklarede meget kortfattet og skyndte mig med ungerne ned i bilen i sikkerhed.
Ude i bilen er vi alle stadig lidt rundt på gulvet. Mit hjerte banker. Solveig græder. Asger prøver at glatte ud. Jeg tager mig sammen, trækker vejret dybt. Undskylder, prøver at forklare. Skyld og skam bobler op i mig. Hvad har jeg gang i? Først jagter jeg katten, og så skælder jeg Solveig ud over, at hun blive bange for, at jeg har forladt hende.
Jeg er forvirret. Jeg tænker, at du nu har igen givet Solveig skræmmer på sjælen og taget en bid af trygheden.
Melodramaet drøner derudaf. Jeg ser for mig, hvordan Solveig ikke vil snakke med mig mere, fordi jeg svigter hende.
Okay STOP!
Hvor slemt er det her egentlig?
1) Katten er ikke ude på at snyde mig. Den var ikke ude efter mig personligt. Den gad bare ikke ud, og den gjorde det, en kat vil gøre: Den stak af!
2) Solveig blev forskrækket, og jeg reagerede ikke helt perfekt, men hun får næppe varige mén eller er traumatiseret. Jeg sagde undskyld, og efterfølgende kyssede og krammede vi endda, så helt ødelagt er vores forhold næppe.
3) Moren, som kom Solveig til hjælp, ville bare hjælpe. Jeg kender moren godt nok til at vide, at hun godt ved, at jeg nok var i et presset og stresset øjeblik, og at jeg ikke skal indberettes som dårlig mor.
Men når jeg nu reflekterer tilbage, så var det rent faktisk de tanker og følelser, der strømmede igennem mig. Hvilket drama, og hold da op, hvor lægger jeg meget pres og forventninger ned over mig selv.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste forældre i verden, der oplever det samme indre melodrama, der afspilles igen og igen i forskellige variationer og under forskellige forudsætninger.
Men hvad kan vi så gøre for at hjælpe os selv? Ingen af os ønsker jo, at dette skal gentage sig, vi vil rent faktisk gerne frigøres fra al den pinsel.
Det jeg selv gør er følgende:
- Observér tankerne og lad være med at lade dig rive med. Det er bare tanker, og de aktiverer dit nervesystem på godt og ondt. Ved blot at forholde dig observerende, uden at forsøge at fjerne tankerne, så kan du give slip.
- Træk vejret dybt ind gennem næsen og ud gennem munden, og sig til dig selv, at du giver slip. Lad al tung energi forlade din krop. Blev ved indtil du føler en lethed og klarhed i hovedet.
- Bliv ved med at gentage øvelsen hver gang, at tankerne igen opstår. Lad være med at lade følelserne løbe af med dig. Stop, giv slip, pust ud.
- Tilgiv dig selv, tilgiv katten… smil ad dig selv, fordi du netop har overværet en meget medrivende sæbeopera.
- Vær stolt over dig selv, fordi du tog skridtet tilbage, og stoppede op for at passe på dig selv.
Gå nu ud og køb kattebolcher, så du kan lokke katten ud i stedet for at jagte den.
Giv din datter en kæmpe kys og sig, at du elsker hende, og at hun var i sin gode ret til at blive forskrækket.
Du har nu brudt dit mønster med selvpineri, hvor du slår dig selv oveni hovedet, fordi du lod dig rive med. Dit mønster skal måske brydes flere gange, før du faktisk er så observerende, at du ikke begynder at jagte katten, eller skælde din datter ud. Måske du endda er så tilstedeværende, at du rent faktisk ikke glemmer bilnøglen i bilen 😉
Tak, fordi du læste med. Jeg håber, at mit indlæg var inspirerende og lærerigt for dig.
Kontakt mig, hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp til at bryde selvdestruktive mønstrer.
Kærlig hilsen
Maria
Email: mls@sonne-terapi-yoga.dk
Mobil: 42615042
